Før jeg kom til skolen var minerfaring angående at have en mentor lig nul. Da jeg blev præsenteret for konceptet, brød jeg mig ikke specielt meget om det, fordi jeg af natur er meget reserveret. De første par gange talte jeg kun om overfladiske ting vedrørende mig selv, indtil det gik op for mig, at jeg ikke mistede noget ved at være mereåben, for jeg havde faktisk tillid til hende. Fra det øjeblik opdagede jeg alt det positive i det og begyndte at åbne op, ikke bare over for min mentor, men det blev også nemmere at være åben over for mine nære venner, hvilket er noget, jeg altid har haft svært ved. Mentorordningen har simpelthen været livsforvandlende for mig. Min mentor har kunnet se forkerte mønstre i mig og har hjulpet mig med at udvikle nye, sunde mønstre. Hun har altid på en kærligmåde været i stand til at føre mig ind på en god vej og få mig til at opdageting, jeg ikke tidligere har set. Og ikke bare det, hun har også haft omsorg for min personlige vækst. Der har været fokus på både mine svage og stærkesider, og vi har arbejdet os frem til en bedre udgave af mig. Hun anbefalede mig også bøger og øvelser, der var til gavn for min udvikling. I dag forstår jeg vigtigheden af en mentorordning. Tidligere hverken turde jeg gå i gang med det, og mente heller ikke, at jeg havde brug for det. Jeg tænker i dag, at uanset hvor jeg befinder mig i mit liv, så vil jeg altid forsøge at finde en mentor – en person, der kan hjælpe mig med at vokse og føre mig ad den rette vej, og som vil vandre sammen med mig. Igennem mentorordningen har jeg lært nogleting, der vil hjælpe mig hele livet.